Apple Watch – Smart eller bare endnu en gadget?

Vi har kigget på om Apple Watch har potentialet til at blive en succes

Watch er Apples svar på et "smart" ur, også kaldet et smartwatch. Helt simpelt er der altså tale om et ur, som har arvet nogle af de egenskaber, som din iPhone eller smartphone har. Det vil sige, det er muligt at vise og modtage, sms-beskeder, e-mails, telefonopkald plus en del mere - og så kan du selvfølgelig også se klokken. Apple Watch har, ligesom din iPhone, apps der er lavet specielt til den mindre skærm. Apple Watch kommer med en del andre nye tiltag, som sensorer og nye måder at interagere på. Dem vil jeg dog ikke komme nærmere ind på her.

Men vi har jo allerede vores smartphones på os hele tiden, så hvorfor har vi brug for Apple Watch?

Det smarte ur er på mange måder en forlængelse af din smartphone, da uret har brug for din telefon for at få en lang række af nødvendige informationer. Apple Watch har dog nogle egenskaber, som gør, at den bidrager med noget nyt og ikke bare er en skrumpet version af din smartphone.

Apple Watch er altid tilgængeligt

Modsat din smartphone, der kan være alle mulige andre steder, eksempelvis i din taske, på dit bord eller i din lomme, så er uret altid tilgængeligt på din arm.

Apple Watch er håndfri

Uret er fastspændt til din arm, og kræver derfor ikke, at du bruger hænderne. Dette giver en langt større frihed end med din smartphone, som du jo har i hånden. Derudover giver placeringen på håndleddet mulighed for langt mere nuancerede notifikationer gennem vibration direkte mod din hud.

Apple Watch er diskret

Selvom det måske lyder som om, at du får flere forstyrrelse i løbet af din dag ved at have en ekstra dims på din arm, så kræver uret ikke den samme opmærksomhed. Dét at kigge på sin smartphone i løbet af dagen er en invitation til at blive forstyrret. Et hurtigt kig på din arm er langt mindre forstyrrende end at tænde din smartphone og låse den op, hver gang du får en notifikation.

Fair nok! Men Apple Watch flopper helt sikkert, ik?

Der kan stilles mange spørgsmålstegn ved berettigelsen af Apple Watch, og nogle af disse egenskaber ser måske ikke ud til at være nok, til at uret kan blive en succes. Et kig tilbage i historien viser dog noget andet - nemlig at forandringer i udformning og størrelse kan gøre en stor forskel. Ingen havde brug for en bærbar computer, de havde jo den stationære. Ingen havde brug for en mobiltelefon, de havde jo telefonen derhjemme. Ingen havde brug for en smartphone, de havde jo mobiltelefonen og den bærbare computer - og ingen havde brug for en tablet, de havde jo allerede en bærbar computer. Historien viser, at Apple Watch i hvert fald har muligheden for at blive en succes og bane vejen for enheder, du bærer på kroppen, kaldet wearables. Der findes allerede rigtig mange produkter i denne kategori (se mere her), men uret kan være skridtet til, at disse dimser bliver kendt i den helt brede befolkning. Vi kan helt sikkert se frem til nogle interessante år, hvor vores digitale oplevelse bliver fordelt ud over flere enheder, hver med deres styrke.
Lasse Iversen
  • Lasse Iversen

  • 31. marts 2015

Det bliver en fornøjelse! Vi elsker at møde nye mennesker, og har altid kaffe og lækkerier på kontoret.

Kontakt os